tirsdag den 22. august 2017

Bambi på glatis..


Valgte i foråret at søge nye udfordringer efter 10 år på den samme skole. Jeg havde brug for at lære noget nyt, få noget nyt inspiration, se nogle andre måder hvorpå hverdagen bliver løst et andet sted. Det er et stort sted jeg er havnet, så rigtig mange nye kollegaer og en labyrint af gange og lokaler at finde rundt i :o)
Det var ikke uden en lille klump i maven og megen overvejelse. Jeg havde nogle fantastiske kollegaer og elever men jeg har lært hjemmefra, at man skal stoppe mens legen er god.

I år har jeg så historie og kristendom på 4. og 6. årgang samt dansk på 4.årg. Det er mange år siden jeg sidst har haft kristendom og historie - det har primært være dansk i mange år. Det er faktisk ret spændende og udfordrende. Jeg kan jo ikke lade være med at være danskmenneske så faglig læsning og skrivning er selvfølgelig på programmet i kristendom og historie.
Det er kun godt, for det var begrænset, hvor meget jeg har anvendt det tidligere.

Det har selvfølgelig været svært at planlægge noget inden jeg mødte eleverne og fik en fornemmelse for, hvilke børn jeg skulle have, hvad de havde lært samt hvordan de arbejder - så alt arbejdet kommer først nu, al planlægningen af undervisningen kommer først nu og det giver nogle lange dage.

At være Bambi, der skøjter lidt rundt kan det godt føles som indimellem - alt er nyt, arbejdsgangene, retningslinjer, digitale platforme, emneuger, skole-hjem samtalerne og meget andet - listen er lang. Selvom jeg har nogle år med mig i baggagen så kan jeg genkende følelsen fra da jeg var ny lærer. Jeg synes heldigvis at jeg er sikker på mig selv som underviser og ved hvor jeg gerne vil hen med eleverne - men alligevel bliver man nødt til at reflektere men det er vel kun sundt?

Men selvom alt er nyt, selvom jeg har en masse uopklaret spørgsmål så tager jeg én dag af gangen. Ja jeg er på glatis indimellem men prøver at finde fodfæstet alligevel.


Eleverne i 4.B efter klassemøde om fællesskab og sammenhold. 



Ingen kommentarer:

Send en kommentar