Pippi har fødselsdag den 21. Maj - og i den forbindelse skal vi de næste par uger arbejde med Pippi som planlagt i 1.klasse.
Jeg læste det første kapitel i dag og vi snakkede om Pippi. Flere af mine elever troede hun var virkelig - nu de havde mødt hende i Sverige :o)
Flere af mine elever kendte slet ikke til Pippi. Jeg har på fornemmelsen, at hun ikke er en fortælling, der bliver læst så meget hjemme mere. Måske mere en tegnefilm på Netflix. Det ville være trist, hvis hun forsvandt helt. Hun fortjener en helt særlig plads i danskfaget.
I 1.klasse skal vi lytte til fortællingerne, snakke om mange af de svære ord, tegne modsætninger, skrive personkarakteristik, udfylde handlingsbro og tegne Pippi til en lille foldebog. Derudover skal vi bruge lidt ekstra tid på at snakke om Pippi og hvilken slags pige hun var. Hvordan hun ville være i dag, måske der er noget Pippi i os alle?
I disse tider, hvor vi skal være så meget ud som muligt har jeg lavet et lille læse/bingo/løb (ved ikke hvad det hedder).
Eleverne bliver delt i mindre grupper og rundt på skolen hænges små tekststykker ens med de tekststykker, de har på deres bingoplade. Denne øvelse kan laves med al litteratur.
Eleverne løber ud og læser, løber tilbage og krydser det samme tekststykke af på bingopladen. Jeg har skrevet små tekststykker til de to første kapitler.
Jeg har skrevet det eneste sted i Pippi bøgerne, hvor Pippis udseende er beskrevet ned. Dette skal vi nærlæse, så vi kan tegne hende helt rigtigt.
Så har jeg mine skrivesider som tit bliver brugt - jeg ændre bare overskrift. Eleverne skal skrive om Pippi med deres pæneste skrift.
Glæder mig til at vise alle elevernes flotte ting.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar