tirsdag den 5. juni 2018

Forløb til "Historien om Hardy"

Link til mit forløb hos Clio Online

Den sidste billedbog vi nåede i 3.klasse inden sommerferien banker på døren var denne fantastiske bog af Mette Eike - "Historien om Hardy".

Det er absolut ikke sidste gang jeg har arbejdet med denne bog og helt klart en "bogbefaling" herfra.
Billedbogen er en modstridende billedbog - der foregår nemlig to historier på samme tid. Den ene historien som kan læses i teksten, handler om Hardy, der flytter ind hos Jakob. Hardy er en usynlige dreng med guldkappe, der er modig, sej og ikke bange for noget.
Den anden historie er i billederne, hvor man kan se Jakob, der bor sammen med hans forældre, som drikker, skændes, tager ham med på Bodega. Jakob handler cigaretter og sprut, får et blåt øje og selv må smøre marmelade madder for at få noget aftensmad.

Jakob møder en dag Mingus, en ganske almindelig dreng, der inviterer Jakob med hjem til kanelsnegle og boller i karry. Her ses forskellen på de to familieforhold i h.h.v Jakobs og Minugs´ hjem. Nu behøver Jakob måske ikke Hardy så meget mere og han forsvinder stille og roligt.




Jeg havde lånt et klassesæt hos CFU for eleverne skulle have mulighed for at kigge med. I en bog som denne synes jeg det er super vigtigt, at eleverne undervejs kan kigge med på de flotte illustrationer.
Jeg vil herunder komme med nogle ideer til at arbejde med bogen i undervisningen.

Inden vi læste bogen - vi havde en kort snak om billedbogen som genre, hvad kan den som andre bøger ikke kan? Eleverne skulle i små grupper snakke om genren og hvilke andre billedbøger de kendte.

Først kiggede vi kun på forsiden. Eleverne skulle på små postit skrive ned, hvad de kunne se og hvad de troede bogen handlede om.
Dernæst lavede vi en Thinglink på skoletube - sammen skulle eleverne ud fra forsiden af bogen skrive små markeringer om handlingen og hvad de kunne se.





Den første gennemlæsning af bogen var bare mig, der læste og eleverne måtte kun kigge på forsiden af bogen eller lytte. De måtte ikke kigge med på billederne. Eleverne skrev efterfølgende om det de havde hørt - hvad handlede historien så om?

Da vi læste bogen anden gang blev det en helt anden historie - jeg havde flere elever, der begyndte at viske og pege samtidig med jeg læste. De gik op for dem alle at der ikke var sammenhæng mellem billede og tekst før til sidste i bogen.
Det var en KÆMPE øjenåbner for eleverne - som en af mine drenge så fint sagde: "Det er ikke kun Hardy der er usynlig, det er Jakob også - hans forældre ser ham slet ikke".
Eleverne skrev handlingen ned i deres hæfter - start, midte og slutning.

Vi har arbejdet meget med forskellige ordklasser igennem nogle måneder og eleverne skulle vælge et billede i bogen de skulle tømme for ord. Vi snakkede om hvordan man kunne vise det multimodalt i tekst, billede, lyd eller tekst?
Nogle elever valgte at tegne et billede fra bogen og skrive ord til, andre lavede en animoto om et billede eller en voice thread. Jeg har også en lille video på min telefon fra en dreng der kort har filmet sig selv og fortalt hvad han kunne se på det billede han havde valgt.

Vi nåede til snakken om forældre - det kom der dette tankekort ud af på tavlen. "Hvad er forældre og hvad skal de gøre?".
Der kom nogle gode snakke i klassen og forskellen på forældre. At mor og far godt kan skændes men det betyder ikke de skal skilles. At mor og far godt kan drikke en øl i weekenden og måske blive fulde til en fest men derfor er de gode forældre.
Eleverne blev helt optaget af dette og vi snakkede og skrev i hele modulet. Vi snakkede om hvad der er god opførsel af forældre og hvordan de kan være forskellige men stadig være gode forældre. Hvad betyder det at de skal være rollemodeller og hvad der er deres vigtigste opgave.

Snakken ledte os hen mod de forældre roller vi møder i bogen - Jakobs og Minugs´ forældre og forskellen på dem.

Eleverne skulle nu i mindre grupper skrive om Jakobs og Mingus´ forældre. Her er et eksempel fra en gruppe: https://docs.google.com/document/d/1SN6RVQMQX9HCHprrTROwAmtxp5zNIA3fVNgClVae0vE/edit?usp=sharing



Vi har arbejdet med den personlige beretning inden dette forløb. En skriveopgave var at eleverne skulle skrive om en dag i Jakobs liv. "Forestil dig du er Jakob, hvad skriver du i din dagbog?".

Hele bogens handling skulle eleverne lave i en animoto. Finde billeder, tekst og lyd der kunne fortælle den stemning som vi møder i bogen. Det var ikke svært for mine elever at fortælle om stemningen men, hvilke billeder kunne man så bruge i en animoto?

Forløbet sluttes med en foldebog om billedbogen. 
Eleverne har lavet et "husfold" - her skrives om, hvordan er det at bo hos Jakob og Mingus. Inden i huset skrives om Hardy og på bagsiden om bogen generelt, hvad man synes var det bedste sted i bogen og hvad man syntes om bogen.




På min instagram side kan I se en lille video af min foldebog jeg brugte som eksemplar til eleverne. 




Så mangler vi bare lige det sidste :o) Eleverne skal her de næste par dage arbejde med finjusteringer af de forskellige opgaver vi har arbejdet med gennem forløbet.
Jeg har nogle enkelte elever, der vil lave en QR kode og klistre ind i foldebogen så man ved at scanne koden kan læse, hvad bogen handler om.

Mine elever har undervejs i forløbet haft nogle spørgsmål til bogen og hvordan Mette Eike fik ideen til denne bog. Derfor samler vi nogle af de spørgsmål og prøver at skrive til hende. Så håber vi hun svarer :o) 

Jeg håber I får lyst til at bruge denne perle af en billedebog i jeres egen undervisning. Der er mange muligheder i brugen af den. Her var lidt om det jeg valgte med mine elever.
Rigtig god fornøjelse.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar