mandag den 6. maj 2019

Årsplantanker 19/20

Den tid på året jeg virkelig godt kan lide - planlægning af næste skoleår :o)
Årsplaner, aktivitetsplaner, Min Uddannelse, CFU, fagportaler, fælles mål o.s.v.... Jeg får lov til at tænke nyt, videreudvikle og planlægge forløb til mine skønne elever.

Jeg starter altid med at kigge på året, der er gået, når jeg har en klasse jeg fortsætter med. Der er sikkert noget jeg har glemt eller skal gøre mere af. Fælles mål skal selvfølgelig kigges igennem. Fokus på, hvad skal eleverne lære..
Dernæst kommer vi til det sjove, at opfinde forløb, hvor hele danskfaget er repræsenteret. Finde litteratur og gerne noget nyt, eller ældre litteratur i nye klæder - vil også gerne udfordre mig selv.
På min arbejdsplads og i hele kommunen skal vi lave årsplaner i minuddannelse men jeg laver altid en plan til mig selv. En overordnet plan, der ligger i mit drev, hvor jeg gennem hele året kan rette, slette og tilføje.

Er der så noget, jeg altid har i min årsplan?
- et forfatterskab
- forløb med billedbøger
- et forløb med teater enten på scenen eller på film
- et forløb med fagtekster
- et romanforløb

Dette er kun et minimum men tit bliver forløbene kædet sammen. Et forfatterskab kan, indholde en roman og en fagtekst - så er hele danskfaget med.
Da jeg tilbage i efteråret 2004 som nyuddannet lærer, var på et ugekursus hos CFU i Slagelse var titlen "dansk på mellemtrinnet". Jeg tænker stadig tilbage på det kursus, hver dag var med et nyt fokus. Det vigtigste jeg tog med mig var mål, hvad skal eleverne lære og synligheden omkring dette (mange år før læringsmål). Max 4 forløb på et år, fire temaer/emner,  der arbejdes i dybden med.

Efter sommerferien skal jeg have dansk i 1. og 5. klasse.
Årsplanen er langt fra færdig, her er lidt om mine tanker indtil videre:

1.klasse
Jeg synes altid det er svært at planlægge for meget, når man skal overtage en 1.klasse. Jeg kender dem en lille smule fra 0.klasse men alligevel sker der altid meget over en sommerferien og det første halve år handler primært om "opdragelse". Det tænker jeg godt mange kan nikke genkendende til :o)

Fra CFU har jeg bestilt bøger i klassesæt til især dialogisk oplæsning og så må vi se, hvor meget vi arbejder videre med bøgerne. Når man præsenterer bøger mærker man hurtigt om de fanger eleverne.
I 0.klasse har de læst mange forskellige bøger og vi får en liste så vi kommer udenom gengangere.

"Axel elsker biler", "Palle P og Perlen" og flere af Marianne Iben Hansens bøger er et must. Derudover "I landet med den store ordfabrik" og selvfølgelig "Garmanns sommer" som jeg faktisk aldrig har arbejdet med.
Så skal vi selvfølgelig have et forløb med "Vitello" og en fagtekst om et dyr. Sidste gang jeg havde 1.klasse var det om elefanten, måske vi vælger et andet dyr.
Vi skal have dagens ord og ugens talemåde og læse og skrive hver dag. En anden bog er "Ordtrolden" som jeg er blevet helt vild med så den skal selvfølgelig også bestilles hjem.

Jeg har ikke før startet ugeskema i 1.klasse men det er planen for kommende skoleår. Der skal være læsning, skrivning, arbejde med ord og arbejde med sprog i alle mulige forskellige opgaver og udgaver.
Arbejdet med ugeskema skal være med til at skabe struktur, mere tid til den enkelte og forudsigeligehed for eleverne. Derudover synes jeg, det giver mig mere tid i ugens løb fordi den egentlige forberedelse ligger sidst på ugen.

5.klasse
Mine skønne elever i kommende 5.klasse har jeg haft siden 1.klasse, så dem kender jeg rigtig godt.

Vi fortsætter med vores makkerlæsning og fokus på læsning i rigtig lix. Boganmeldelser og samtale om bøger i mindre bogklubber skal videreudvikles.
Sagprosa, instruerende og argumenterende tekster er teksttyper vi skal arbejde mere i dybden med.

"Lige nu er allerede i morgen" en kort roman af Ida-Marie Rendtorff. Jeg læste den i år med 5.klasse og er VILD med den, den kan bare noget helt særligt. Så skal vi også læse den helt nye roman af Trine Bundsgaard "Hvis vi var en almindelig familie" det glæder jeg mig til.
Bent Haller og hans små noveller i "Grænsebørn", billedbogen "Elis verdensrum"  og grafic novel "Skæbnemageren" kommer vi ikke udenom. Der kommer sikkert en eller flere nye udgivelse i løbet af 2019 derfor vil jeg gerne gøre plads til noget helt nyt :o)


Når jeg planlægger forløb prøver jeg, så vidt det er muligt, at medtænke hele danskfaget. Forløb hvor læsning, skrivning, grammatik og kommunikation på forskellige måder er repræsenteret.

Et lille indblik i mine tanker om næste skoleår - der stadig er på tegnebrættet.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar