I weekenden spurgte jeg ud på Instagram, om der var noget bestemt, i godt ville læse om på min blog. Jeg fik nogle rigtig fine svar omhandlende læsning og skrivning i indskolingen og på mellemtrinnet men også omkring trivsel i klassen og klasseledelse.
Jeg vil forsøge at besvare alle jeres spørgmål løbende.
SKRIVESTUND i indskolingen
Skrivning skal fylde lige så meget som læsningen gør også i de små klassen. Vi skal som lærere arbejde meget mere med skrivning. Jeg har i de sidste mange år, arbejdet meget med skrivning på mange forskellige måder og det vigtigste for mig er, at eleverne, især ved skolestart, tør skrive og ikke lader sig bremse i deres måde at skrive på eller deres stavning. Vi skal sætte gang i fantasien og lade dem skrive løs.
Her i starten af 1.klasse skal jeg lige lære elevernes faglige niveau bedre at kende og derfor skriver vi om emner eleverne nemt kan relatere til. Det er eks om deres familie, venner, kæledyr, fritidsinteresser, livretter, en dag med bedsteforældrene og meget andet. Små tekster i et lille kladdehæfte, som jeg kalder for SKRIVESTUND.
For en del år siden fandt jeg ideen på skolekom og har sidenhen selv videreudviklet på teksterne. Eleverne får hver uge sat et billede med en meget lille tekst ind i deres hæfte. De skriver, tegner og gør sig selvfølgelig meget umage. Hæfterne bliver afleveret til mig og alle får et lille klistermærke og jeg sætter et nyt billede ind til ugen efter. Betydningen af det lille klistermærke er meget stort. Når man går i de mindste klasser, måske endda længere op.
I SKRIVESTUND skal eleverne gøre sig umage, de skal skrive med deres pæneste skrift, børnestave og lave en flot tegning. Til at starte med bliver den nye skriveopgave præsenteret og vi snakker om, hvad man kan skrive og jeg skriver nogle startsætninger på tavlen. Der kan også være enkelte ord, som skrives på tavlen.
Det handler om, at eleverne skal lære at "finde på". At de skal turde kaste sig ud i skrivningen. Jeg har før haft elever, især piger, der aldrig fik skrevet særlig meget fordi det skulle være perfekt og de kunne ikke forlige sig med børnestavning.
Det er tydeligt at mærke på eleverne i min 1.klasse, at de i 0.klasse har arbejdet med børnestavning. Jeg har derfor (endnu) ikke nogen elever, der bliver usikre på deres skrivning. De vil meget gerne og har lysten til at skrive løs.
SKRIVESTUND er ikke den eneste måde vi arbejder med skrivning på i 1.klasse. Vi skal skrive om og videre på de forskellige historier, jeg læser gennem året.
Vi skal arbejde med faglig læsning og skrivning og lære at skrive en informerende tekst samt mange andre måder for at få implementeret skrivning som en del af den daglige undervisning.
Hej
SvarSletEr det mon tilladt at spørge, om du vil dele dine skrive-stund "skabeloner" ud? Jeg tænker, at det er en rigtig god ide og vil gerne selv bruge det i min klasse.